Skårup – Egebjerg 0-0
Serie 1 mødte lørdag Skårup fra serie 2. Kampen blev spillet på Skårup Stadion, som på dagen var meget knoldet og ikke egnet til fodbold langs jorden. Til trods for det kom der masser af bold ud af det.
Efter en koldstart for Egebjerg i de første 15 min., hvor Skårup bl.a. fik tilspillet sig en friløber, som en vågen Lars ”Brutus” Heldbo i målet flot fik afværget, kom holdet i gang. Holdet fik bedre fat i spillet og satte sig tungt på kampen. Det resulterede i masser af muligheder, her i blandt 2 på træværket, men bolden ville ikke ind. Især hårdtarbejdende Mikkel Boysen kom til flere muligheder, men skarpheden manglede på dagen. Efter den halve time, lykkedes det endelig for Egebjerg at få bolden i kassen på et hovedstød fra Kim Johansen. Målet blev dog annulleret til stor forundring af kampens dommer, som havde set en forseelse som ingen andre havde. Dermed forblev stillingen 0-0 ved pausen.
Anden halvleg mindede meget om første. Egebjerg sad mest på spillet og kom frem til store chancer. Den største tilfaldt Mads ”Svin” Jeppesen, da han i feltet flugtede på mål fra tæt afstand, men igen kom stolpen i vejen. I de sidste 10 min. kom Skårup godt med og den gamle 1.divisions angriber Michael Nielsen skabte flere gange uro for forsvaret, uden det dog blev til de åbne chancer.
Dermed sluttede det hele 0-0 i en kamp, man burde have vundet stort. Trods de mange misbrugte chancer var der meget godt at tage med fra kampen. Masser af km i benene, mange skabte chancer og et forsvar der for anden gang spiller til nul i sæsonforberedelserne.
Næste opgave i sæsonforberedelsen bliver hjemme mod Marstals fynsseriehold lørdag d. 17/3 kl. 14.00
Ingen kommentarer:
Send en kommentar